Badminton Photo
Bekræftet: Axelsen bliver ikke klar
- 22-02-2018 09:59:03

Viktor Axelsen når desværre ikke at blive klar til All England efter sin operation for ledmus i ankelleddet. Nu skal tiden bruges på at nørde badminton i træningshallen.

All England 2018 fra den 14.-18. marts bliver uden deltagelse af verdensmesteren Viktor Axelsen.

Siden han pådrog sig sin skade i anklen under Indonesia Masters har Årets Sportsnavn 2017 ikke været i stand til at træne eller spille på fuld blus. Derfor blev han opereret for ledmus i torsdags, og selvom han gør de rigtige fremskridt i sin genoptræning, når han ikke at blive klar til den prestigefyldte turnering i Birmingham.

- Det er for stor en risiko at spille All England. Jeg fik at vide efter operationen, at det ville være usikkert, at jeg kunne nå at blive kampklar, og nu står det klart, at det ikke bliver muligt. Det er selvfølgelig et stort slag at få, for det var et af mine store mål i år, men jeg har mange år endnu, og vil få flere chancer. Nu kan jeg få lagt noget fysik på min krop og bruge tiden godt i træningshallen, men lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det selvfølgelig irriterende, siger Viktor Axelsen.
Cheflandstræner Kenneth Jonassen ærgrer sig også over, at Axelsens skade ikke gør det muligt at få ham med til England, men nu handler det om at komme videre. 

- Det er det bedste valg ud fra den langsigtede fremadrettede plan i stedet for at jage det usikre. Viktor deltager ikke i noget for bare at være med, men for at spille de store kampe. Jeg er brandærgerlig over, at han ikke kan spille All England, men nu kigger vi fremad for at videreudvikle ham i hallen, når han er klar igen. Nu får vi tid til at nørde med hans badmintonudvikling. Tiden skal bruges fornuftigt og rigtigt, nu hvor der ikke ligger en turneringsdeadline over hovedet på ham, siger Kenneth Jonassen.

Viktor Axelsen får fjernet sine sting fra operationen på mandag. I første omgang vil han få lov til at lave stillestående teknik af lægerne, før han kan træne fuldt ud. Det primære mål bliver nu at få verdensmesteren helt klar til Thomas Cup i maj, mens der også er håb om, at han bliver klar til EM den 24.-29. april i Huelva, Spanien.

24-årige Viktor Axelsen var førsteseedet til All England og skulle have mødt Ng Ka Long Angus fra Hong Kong i første runde.

Heldigvis er der stadig en masse andre danskere klar til at kæmpe om en plads i den tykke All England-historiebog. 

Danmark har blandt andet Mathias Boe/Carsten Mogensen som andenseedet, mens Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding er sjetteseedet. I damedouble er Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen tredjeseedet, og Christinna Pedersen er også seedet i mixeddouble – som nummer seks med Mathias Christiansen.


 

LÆS OGSÅ

Danisa Denmark Open 2019 presented by Victor
Billetsalget starter 6. marts 2019.
Svend Aage Sørensen nomineret til stor national pris
Badminton Danmarks cheftræner på Elite- og Talentcenter Aarhus, Svend Aage Sørensen, er nomineret til Team Danmark og Salling Groups Talentp...
Mindeord for Bent Vedsø
En stor og flittig ildsjæl i vores badmintonsport gik i sidste uge bort, da Bent Vedsø, Nykøbing Falster døde. Han blev 89 år. Bent har m...
Badminton Danmark vil ikke forhandle med Spillerforeningen: Har ikke tillid til Mads Øland
Badminton Danmarks hovedbestyrelse besluttede på deres møde i går, at direktionen ikke får mandat til at fortsætte forhandlingerne med Mads ...
En intens periode af Badmintonligaen er slut: Sådan står holdene lige nu
De sidste ni dage er der blevet serveret badminton på højeste niveau i Badmintonligaen, og holdene har smashet, servet og svedt sig gennem f...
Store sejre på hjemmebane i syvende runde af Badmintonligaen
Aftenens runde bød på store 5-1-sejre, udelukkende udebanenederlag og nul Golden Set-afgørelser. Team Skælskør-Slagelse beholder desuden pla...

HOVEDSPONSOR:

Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20, DK-2605 Brøndby
Bank: 2217 8390133333
CVR: 1369 3315
70 60 50 76
Privatlivspolitik

Kontakt os

Skriv til os, hvis du spørgsmål til:
Turneringer og events
Badmintonpeople og holdturnering
Ranglister og point
Badminton Danmark

Følg os