Danmark er europamestre!
Det blev til den ultimative danske triumf i Kazan i dag, da både de danske damer og herrer vandt deres finaler ved EM for hold i Kazan.

Danmark er dobbelte europamestre for hold efter 3-1-sejre over Tysklands damer og Englands herrer, hvilket der naturligvis er stor glæde over i den danske lejr.

- Det er altid dejligt at vinde, og det er en fantastisk fornemmelse at være dobbelte europamestre. I dag blev der også virkelig spillet om det, og så er det bare endnu federe og endnu mere fantastisk, siger assisterende landstræner Kim Nielsen, og fortsætter.

- Det har været en rigtig god turnering for begge hold, hvor spillerne har udvist stor professionalisme og respekt over for dem, de har spillet mod. Det er ikke altid nemt at være favoritterne, der bliver jaget og jagtet af alle de andre, som virkelig kan gå ind og spille frit mod os, men det har spillerne fra begge de danske hold håndteret virkelig flot.

Det blev også til dansk guld ved U15 EM i dag – klik her for at læse mere om det.

Der var drama for alle pengene, da herrelandsholdet spillede finale mod England. Efter en rigtig god dansk start, hvor Anders Antonsen først besejrede Rajiv Ouseph 12-21, 21-15, 21-19 og Mads Kolding/Mads Conrad slog de olympiske bronzevindere Marcus Ellis/Chris Langridge 21-18, 21-13, vågnede englænderne for alvor op til dåd i de efterfølgende kampe.

Sam Parsons reducerede til 1-2 ved at slå Emil Holst 21-16, 21-10 og i den efterfølgende herredouble gik det vildt for sig, da Kim Astrup/Mathias Christiansen kæmpede for samlet dansk sejr, mens Peter Briggs/Sean Vendy jagtede en udligning og dermed en femte og afgørende kamp.

Englænderne tog første sæt 21-19 og havde hele fem matchbolde i andet sæt, hvor det dog ikke lykkedes dem at hive sejren hjem. I stedet endte det med en sætsejr på 29-27 i dansk favør, hvorfor et tredje sæt var nødvendigt. Her var danskerne suveræne og vandt 21-12.

- Englænderne kom ud som lyn og torden. De tog mange chancer og lykkedes rigtig godt med deres ryk. Kim og Mathias fik meget mere bevægelse på især i slutningen af andet sæt og spillede rigtig flot, og i tredje sæt gik de virkelig ind og viste, hvem der var bedst, siger Kim Nielsen og fortsætter.

- Jakob Høi og jeg sad og blev lidt nervøse ude på trænerstolene i andet sæt, da det var så tæt, men der er det rart at have Jan Ø. i baghånden i en eventuelt femte kamp, så vi ikke dør af nervøsitet, og Jan var virkelig klar til at komme ind og afgøre det, hvis det var kommet til det.

Klik her, hvis du vil nærstudere statistikkerne fra dagens finalekampe ved EM for hold

Tidligere i dag spillede de danske damer pokalen hjem for i alt femte gang ved EM for hold. Det skete efter en sejr på 3-1 over Tyskland. Tyskerne havde ellers revanche til gode efter det danske herrelandshold i går sendte Tysklands herrer ud i semifinalen, men de danske damer var simpelthen for stærke til at tysk hævn kunne komme på tale.

Det startede ellers godt for tyskerne da Fabienne Deprez besejrede Mia Blichfeldt 21-15, 21-15, men de to største stjerner på det danske hold, Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedesen bragte hurtigt balance i regnskabet med en sejr på 21-15, 21-11 over Isabel Herttrich/Olga Konon.

Efterfølgende leverede Line Kjærsfeldt et flot comeback i sin kamp mod Louise Heim, hvor hun efter at have tabt første sæt 16-21 vandt de to næste 21-8, 21-13 og bragte Danmark på 2-1.

- Line fik faktisk en rigtig god start på kampen, men mistede lidt overblikket, hvilket gjorde, at hun tabte første sæt. Hun kom så rigtig skarpt ud til andet og tredje sæt, hvor hun virkelig holdt disciplinen, og det er fantastisk flot at hun gjorde det i så vigtig en kamp, fortæller Kim Nielsen.

Dermed kunne Maiken Fruergaard/Sara Thygesen spillet guldet hjem med en sejr over Johanna Goliszewski/Carla Nelte. Efter at have været bagud 16-18 i første sæt satte de to danskere sig på resten af kampen og vandt 21-19, 21-14, hvorefter jublen kunne bryde løs på banen.

Hos Badminton Danmark er vi utrolig stolte af, at de danske herre- og damelandshold er blevet Europamestre for henholdsvis syvende og femte gang. Der skal lyde et kæmpe stort tillykke med titlerne til spillerne og hele den danske stab.

De fleste spillere rejser nu direkte videre til Schweiz, hvorfor europamesterskaberne vil blive markeret ved en intern fejring i Brøndby på et senere tidspunkt.


 

LÆS OGSÅ

Danisa Denmark Open 2018 presented by Victor
Billetsalget er nu åbnet. Billetter kan købes på ticketmaster.dk.
Badminton Danmarks Team Elite- og Talents tanker om den nye rangliste
Den nye rangliste har givet anledning til stor interesse, nysgerrighed og for nogle også bekymringer. Derfor har Badminton Danmarks sportsch...
Vi har brug for din hjælp!
Kære badmintonfans,  I starten af 2017 blev der – som det forhåbentlig er de fleste bekendt - taget initiativ til oprettelsen af VBM – de...
Er du Norges næste landstræner?
Det norske badmintonforbund er på udkig efter deres næste landstræner. Er det dig? Læs deres jobopslag her.  NBF, the national governing ...
Danmark har fået en ny akkrediteret BWF-dommer
Den danske dommer Jesper Hedam Larsen er i dag blevet opgraderet til at være akkrediteret BWF-dommer. Det er stort, og lidt af en drøm, der ...
Badminton Europe søger en ny Senior Manager
Badminton Europe is seeking a Senior Manager for a full-time position to join its head office in Copenhagen, Denmark. JOB DESCRIPTION Sen...

HOVEDSPONSOR:

Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20, DK-2605 Brøndby
Bank: 2217 8390133333
CVR: 1369 3315
70 60 50 76
Privatlivspolitik

Kontakt os

Skriv til os, hvis du spørgsmål til:
Turneringer og events
Badmintonpeople og holdturnering
Ranglister og point
Badminton Danmark

Følg os

// JavaScript Document