I stævnet deltager de spillere, der gennem sæsonen har optjent flest points – dels i de to grand prix stævner i Århus og Greve og dels de danske mesterskaber. LB er repræsenteret i damesingle Karina Jørgensen, der sammen med Camilla Sørensen, Skagen er seedet til at mødes i finalen. De er Danmarks nummer to og tre, men de får hård modstand af nogle af de seks spillere, der på ranglisten puster dem i nakken, bl. a. Anne Marie Pedersen, KMB og Ikast’s tjekkiske spiller Kristina Ludikova samt Camilla Overgaard, Skælskør. I damedouble er LB repræsenteret med DM sølvvinderne - de to veteraner Ann Nielsen/Rikke Olsen Siegemund, der står til et interessant opgør mod Værløses DM bronzevindere Anne Skelbæk/Maria Helsbøl. De er seedet til finalen i kraft af flere points på ranglisten. Spændende at se, om rutinen kan overvinde ungdommens opportunisme og gå på mod. Skulle det lykkes LB’erne at nå finalen, bliver det formentligt til et revancheopgør mod de danske mestre Marie Røpke, Gentofte/Helle Nielsen, KMB.
I herredouble er de østdanske mestre Jacob Chemnitz/Mikkel Delbo, Gentofte kommet med på et afbud i fravær af Danmarks to bedste herredoubler Boe/Mogensen og Rasmussen/Paaske , der er optaget af Swiss Open – der traditionelt spiles ugen efter All England. De kommer på en hård opgave mod de finale seedede Anders Kristiansen, Værløse/Kasper Henriksen, Viby J. |
|
Herresinglen er ligeledes ramt af afbud på grund af Swiss Open, men her bliver der lejlighed til at se den nybagte U 19 danske mester Morten Brødbæk , Højbjerg i konkurrence med bl. a. Værløses Kasper Ipsen, Skovshoveds Christian Lind Thomsen og Theis Christiansen, Solrød. Mixdoublen ser uhyggelig stærk ud med de to DM finalister Rasmus Bonde, AB Århus/Marie Røpke og Mikkel Delbo, Gentofte/Mette Schjoldager, Skovshoved i en central hovedrolle som oplagte favoritter. Dermed er der lagt op til et revancheopgør fra februar måneds danske mesterskaber.
LB har ingen deltagere med her, men der bliver til gengæld lejlighed til et gensyn med en tidligere LB’er - Julie Houmann, der sammen med klubkammeraten Jonas Glyager, Skovshoved er still going strong. Med så mange gode spillere, byder Lillerødhallen med garanti på masser af verdensklasse badminton. De indledende kampe afvikles alle i puljer lørdag fra kl. 11-19, medens finalerne spilles søndag fra kl. 13. Der er gratis adgang begge dage. |