Artikelbillede - Fjerbolde - VICTOR - RSL - photoshoot - Emil Lyders
Emil Lyders, Badminton Danmark

Information om forsøg med regelændring til individuelle turneringer

September 16, 2022 09:30 Skrevet af

Badminton Danmark og DGI Badminton laver forsøgsordning med historisk diskuteret regel fra Ranglistens begyndelse i Reglement for Individuelle Turneringer og i Ranglistereglementet.

 

Det drejer sig om reglen om afbud, hvor man for eksempel ved en opstået skade skal melde afbud til en kategori inden turneringen begynder, for stadig at kunne deltage i de øvrige kategorier man har tilmeldt sig.

Denne regel ændres nu som et forsøg.

Fra i dag, den 16. september 2022, kan man melde afbud, inden kategorien begynder. Forsøget kører indtil lørdag den 31. december 2022.

Den anden side af reglen om afbud har været konsekvensen af en potentiel pointregulering på Ranglisten. Denne konsekvens har ligeledes forholdt sig til, om afbud var indkommet inden turneringen begynder og i alle kategorier.

Denne regel følger samme forsøgsordning, som kører indtil lørdag den 31. december 2022, til at man fra d.d. kan melde afbud inden kategorien begynder uden konsekvens. Det vil sige uden pointregulering på Ranglisten.

Hvis forsøget over perioden giver markant flere afbud og derved markant flere kampe vundet på ’walk over’, så vil Badminton Danmark og DGI Badminton overveje om forsøget skal fortsættes. Hvis der derimod ikke ses en markant ændring i kampe vundet på ’walk over’ er indstillingen fra begge organisationer at gøre forsøget til en fast regel.

Vi følger dog forsøget nøje, og vi forbeholder os ret til at stoppe forsøget når som helst undervejs og gå tilbage til de tidligere regler, hvis forsøgsordningen skaber en uhensigtsmæssig adfærd for kampgennemførsel ved individuelle turneringer.

Vi henstiller stadig til, at så snart man er bekendt med en skade, skal man melde afbud, også for ens modstander(e)s skyld. Man behøver ikke at vente til sidste øjeblik.

Der er ikke ændringer i regler om indsættelse af reserver i kampe.



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,